>Nimbuskomiker - Jacob Haugaard<

Hvad stiller man op med to drenge, der ikke bare er fuldstændig uregerlige, men også har ferie til at være uregerlige hjemme hele tiden.

- Vi boede 18 familiemedlemmer i lige linje på en villavej i Risskov, fortæller Jacob Haugaard. Og da mig og min fætter Lars var cirka 12-13 år gamle, blev vi kommanderet på landet hele efterårsferien for at plukke roer.

Det var sådan noget med at gå i marken med et kilo smat under hver gummistøvle, hold kæft, hvor det virkede efter hensigten. Vi faldt i søvn midt i aftensmaden, fortæller Jacob Haugaard. - Det var en bevidst plan, så vi ikke lavede narrestreger. De tænkte: "Vi skal nok få skovlen under dem", og det skal jeg love for, at de fik. Vi kom ud til faster Dorthe i Hjortshøj, og så ku' vi fame ligge stille om natten, griner Jacob Haugaard.

- Men det var jo en efterårsferie. Hvad med sommerferiejobs?
- Jamen, ork, jeg har da arbejdet i alle ferier alle mulige steder. Da jeg var 16 år, ville jeg SÅ gerne have en knallert, men det måtte jeg ikke for min mor. Så arbejdede jeg på et tekstillager i Lystrup, jeg kan huske, at de lavede snore til gardiner, sådan nogle lange no'en med bly i enden.

Nå, men, da jeg så var færdig med at arbejde, så gik jeg hjem ad landevejen med 500 kroner i lommen, og så stod der sådan en gut, der sagde: "kig lige her", fortæller Jacob Haugaard. - Og åhhhhh, der stod så en Nimbus 1946 i slagskibsgrå med 750 kubik og fire cylindre, nøøøj.

Han sagde: "Skal du ikke købe den?", "Hvad koster den?" "500 kroner". J

Jeg købte den sgu, og jeg husker tydeligt, da jeg trillede den ud af varebilen, som han kørte den hjem i for mig. Mine forældre stod dér: "Åh nej, hvad har han nu fundet på?", og den var så stor, at da jeg stod med den, så væltede den nedover mig, og benzinen fossede ud over mit tøj, ha!, råber Jacob Haugaard.

- Men jeg havde den faktisk i mange år, og indtil jeg blev 18 fræste jeg rundt på den i min mors og fars have. Det lignede en motocrossbane til sidst, jubler Jacob Haugaard.