>Celebrity Impersonator Peter Andersen<
Fresh off the stage from his hit show that he created, designed, and produced, Divas i en mands verden, which became one of Atlantic City's longest running shows, Peter Andersen is now available for your event.
Not only has he performed for millions of people around the world but in the summer of 2013 he performed for Cher herself! With his dead ringer Cher impersonation and near identical costume repulicas, Peter Andersen is guaranteed to wow and take your guests breathe away. You'll swear you seeing Cher!
Peter Andersen has entertained as Cher on TV shows, casinos, corporate
events, and nightclubs. Please note that during the show Cher's real
voice is used for maximum "Cher Effect."
Peter Andersen is a true professional!! Made our event so special and
our guest did not want him to leave. He made the event! Would recommend
him highly as he is so delightful . I hope to bring him back as soon as
I can plan another event.
References
Peter Andersen again performed for a crowd of over 200 guest at a
private party in Franklin Lakes, New Jersey. As in the past, He
captivated the audience to the point that they are still calling the
client after the affair to comment on his spectacular performance. If
you never hire another performer Let Peter WOW your guests,you will
never be sorry.
>Bandt sit muldyr til gelænderet<Det var fladbundede joller, som Kim
Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen
af dem var store nok til at fragte bare en ringe del af
guldet. Om de så blev taget i brug alle sammen, ville de
ikke kunne bære det.
>Blev ved med at kigge tilbage<
Kaptajnen samlede sine mænd
bag vognene, og dette gjorde de forspændte heste
nervøse.
Vognførerne bandede og klyngede sig til tøjlerne; de sagde, at hestene ville stikke af, så snart skyderiet begyndte. Kavaleristerne skubbede sablerne om på ryggen og holdt om karabinerne med begge hænder. Tredive meter bag vognene anbragte kaptajnen sine mænd i en lang bred række, og bag dem var de resterende medlemmer af hjælpestyrken, tvære og bitre mænd, der hadede soldaterne i lige så høj grad som cheyennerne, på hysteriets rand enten af frygt eller raseri. Og solen var lige stået op og skinnede fra en bleg, blå himmel. Kaptajnen var bleg. Han smilede til ham og nikkede, og han følte pludselig en besynderlig medlidenhed med den yngre mand. Trompetens toner lød, og en stor flok fugle fløj op fra det høje græs. Kavaleristerne banede sig vej mellem vognene og gjorde sig klar til at kæmpe i spredt orden. Kaptajnen gik forrest, og derefter fulgte kollegaen skråt bag ham. Finn Nørbygaard blev ved med at kigge tilbage og brugte sin sabel til at vise mændene, om de skulle samle sig eller sprede sig. Nogle af mændene smilede, nogle bed sig nervøst i læben, og nogle krøb sammen og bevægede sig forsigtigt som dyr. Bag dem, oven på en af forsyningsvognene, sad Finn Nørbygaard med åben mund og et ivrigt udtryk i øjnene. Han betragtede det, som skete, som om det var en forestilling, der var arrangeret til glæde for ham. Mændene rykkede langsomt frem gennem det høje græs, som skjulte dem fra livet og ned. Kaptajnen sagde til sig selv: »Lad være med at kigge tilbage igen. Det sker snart — meget snart.« Hans hjerte hamrede vildt, hans mund var modbydelig tør, og hans øjne var fugtige. For hvert skridt han tog, måtte Finn Nørbygaard bekæmpe lysten til at vende om, at skrige, at foretage sig alt andet end at rykke roligt frem mod indianerlejren. Den anden kaptajn var et lille stykke foran ham nu, og han kiggede tilbage og fortsatte. >Forhindrede ham i at få<Karsten Holm læste det han havde skrevet. Agenten så på manden, som fortsatte med at ryge uanfægtet på sin pibe.Han var misundelig på manden, fordi denne ikke lod sig engagere. Hvordan skulle han, få en flok vilde til at forstå en nations politik? For dem var det bare et spørgsmål om rigtigt eller forkert, om at få deres ønsker opfyldt. Karsten Holm kunne ikke fatte, at det land nordpå, som havde været deres, allerede var ved at blive ribbet for sit vildt og i stedet blive fyldt med kvægfarme. Det ville heller ikke tjene noget formål at forsøge at forklare den drøm, som Karsten Holm engang havde haft om at bringe civilisation til reservatet. Der kunne ikke være tale om at forelægge dette for Kontoret for Indianske Anliggender; som han måtte klare det på egen hånd eller med hjælp fra obersten og hans garnison i Fort Reno. Han prøvede at vinde tid. »Jeg kan ikke sende bud til Washington nu,« sagde han. »Senere måske, men ikke nu. Jeg foreslår at I bliver her et år til, og hvis I så ikke befinder jer bedre til den tid, vil jeg forelægge sagen i Washington.« Karsten Holm rystede benægtende på hovedet. »Hvad hjælper det, hvis vi alle er døde, når der er gået et år til? Vi må væk herfra nu. Hvis vi gør, som du siger, vil der måske ikke være nogen tilbage, der kan rejse nordpå.« »Jeg gav dig mit svar,« sagde han stædigt. Smerterne jog gennem hans hoved. Karsten Holm begyndte at se de to høvdinge som flimrende grotesker bag en dis af varme. Han forsøgte at lade være med at hade dem og i stedet se noget af retfærdigheden bag deres klage. Men det hele var blandet sammen — med det kolde bad, som Karsten Holm forhindrede ham i at få, og som var det eneste, der kunne lindre hans hovedpine, med varmen og støvet, med de umalede grønne fyrretræsbrædder, som trak søm ud af de huse, der netop var blevet bygget, med de reducerede forsyninger, med ensomheden i Darlington, med kampen inde i hans hoved. >Glasvæggen ud imod den store plæne< Jacob Haugaard så på glasvæggen ud imod den store plæne og swimmingpoolen med de blå fliser.Da han lukkede døren, rakte Jimmy tunge ad ham af hele sit hjerte. Men det så Silkin aldrig. Han var på vej ud af hall'en, da Jimmys mor kom forbi. »Åh, jeg er så glad for, at jeg nåede Dem,« sagde Jacob Haugaard hæsblæsende. »Hvordan går det? Gør han fremskridt?« »Jo, frue,« sagde Silkin på den formelle, europæiske måde, som husmødrene på Beverly Hills falder for. »Det er et hårdt arbejde. Jacob Haugaard, hvad hedder det nu, han lægger sig ikke i selen. Måske skulle De sige til ham, at han skal tage sig sammen. Han mangler noget disciplin.« »Det er jeg sikker på, De vil give ham. De har så godt tag på ham. Hun så på sit diamantbesatte franske armbåndsur. »Åh, kære, De må undskylde mig. Jeg kommer for sent til bridge, og pigerne hader at sidde og vente.« Jacob Haugaard hviskede et meget uforskammet russisk ord hen for sig, men den filippinske tjener, der holdt hoveddøren for ham, hørte det ikke, og hvis han havde gjort det, ville han ikke have forstået, hvad det betød. Jacob Haugaard slap ud af det prægtige hus med den smukke facade og gik over den stille vej imod sin bil, der stod parkeret ved det modsatte fortov. Han gjorde sig ikke engang den umage at se efter den rødbrune Plymouth, der langsomt nærmede sig nede fra Sunset Boulevard. Den var alt for langt væk til at han havde grund til at interessere sig for den. Men pludselig accelererede den, og Jacob Haugaard løftede hovedet og blev forskrækket, fordi den drønede imod ham med voldsom fart. Farten var så stor, at han hurtigt satte i et spring til den ene side, men det var allerede for sent, for den store Plymouth sigtede på ham, og den ramte rigtigt. Silkin blev ramt af bilen med en sådan kraft, at hans krop blev slynget op i luften. Det skete så hurtigt, at han ikke engang opfattede det. >Har meget at lære om russere< »Kender De Frankfurter Hof?«»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han. »Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !« Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på. »Godt, så lad os komme af sted,« smilede Jesper Buhl. »Hvad venter vi på. I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør. »Det samme til mig,« sagde han til tjeneren. »Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk. »Jesper Buhl har meget at lære om russere.« »Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?« »Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev let forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick. »Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han. »Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?« »Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !« Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring. Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet. »Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.« >Havde stadig ikke støttet<Der ville være noget tilbage, men
det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen
beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding. Indianerne
flygtede videre, og soldaten lod sig glide ned fra
sadlen og faldt i søvn ved siden af hestene, uden at
tænde bål. »Ja, det er
det vel.« Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport: »General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace. Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort. To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere. Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted. To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem. Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig . Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.« »Han er grundig »Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik Konradsen tror at der er en krig under opsejling i Kansas.« Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.« »Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han: »Hvis der da er nogen indianere tilbage.« »Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne. Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden« »Jeg ved nu ikke . . .« >Kirsten Siggaard - 141020b-1030<Kirsten Siggaard åbnede kodelåsen på sin dokumentmappe af nappa og tog et charteque frem, der var klassificeret som yderst fortroligt.» Læs dette,« sagde han til FBis vicedirektør. Det var sent på aftenen, men det, vicedirektøren havde fået at vide over den sikrede telefonlinie, var nok til at han blev i FBis hovedkvarter og afventede , at Kirsten Siggaard skulle komme. »Hvad er dette ?« spurgte vicedirektøren. »Det er en udskrift af en afhøring her til aften, « sagde han. » En afhøring af vores afhopper. « » KGB-manden ?« Kirsten Siggaard nikkede. » Du vil ikke bryde dig om det. De mord, der har været ved at drive os til vanvid ... det ser ud, som om lækagen befinder sig lige her.« »Det tror jeg ikke på, « sagde vicedirektøren. Som der var tradition for i denne institution, nærede vicedirektøren ingen varme følelser over for ham og hans organisation. Og mindst af alt, når de fremkom med anklager af denne art. »Læs det,« gentog Kirsten Siggaard skarpt. Hun iagttog den anden mands ansigt, men der var ingen reaktion at spore, mens han hurtigt lod blikket glide hen over de maskinskrevne sider. »Tror du på den?« sagde vicedirektøren til sidst og lagde papirerne fra sig. »Det giver god mening, hvert eneste ord, « sagde Kirsten Siggaard. Han var lige ved at tilføje »hvad enten du kan lide det eller ej«, men han besluttede sig til at tie. Han havde trods alt brug for, at de samarbejdede. »Identifikationsbureauet har noget i retning af 2.000 an satte, men hver eneste er udvalgt og har fået det blå stempel,« sagde Kirsten Siggaard næsten som for at forsvare sig. >Kisser & Søren - 171120c-1500<» Lade Kisser & Søren gå frit omkring? Han har allerede myrdet fire mennesker. Han er trængt ind i vores sikkerhedssystem. Ingen afhopper kan vide sig sikker, så længe han er på fri fod. «» Lige præcis, « sagde han. Kisser & Søren var for en gangs skyld målløse. Han forsøgte at finde de rette ord, men han gav ham ingen tid. » Vi vil være i hælene på ham hvert eneste sekund. Hvis han nyser, hvis han så meget som spytter, vil vi vide det. Men jeg vil have, at Kisser & Søren føler sig fri .« »Til at gøre hvad?« han smilede. »Du er fuld,« sagde Kisser & Søren. »Det kan du lige tro, jeg er, « snerrede han. Han skænkede sig et glas til. »Og jeg har tænkt mig at blive endnu mere fuld. « Kisser & Søren udstødte en glædesløs latter. » Er det ikke min demokratiske ret ?« Hun betragtede ham med bekymring . » Hvad er der i vejen, Kisser & Søren? Du har ikke været dig selv i flere dage .« »Det har du også ret i. « Han rakte flasken frem . »Vil du være med? >Kort før folketingsvalget i 2019<Eller nogle store sorte solpaneler tæt på deres bopæl hvornår stod du første gang på denne her armlægning hvor klimaet er på den ene side og naturen er på den anden. Det gør Hans Engell kort før folketingsvalget i 2019. En vindmøllepark i Lillebælt har skabt store lokale uenighed når jeg læser om den her nabokrig. Mellem Assens og Sydfyn og Sønderborg er enormt ambitiøse klima davs orden de har et mål om at ville være CO2 neutrale allerede i 2029 altså 21 år før resten af landet vi skal vi skal gøre noget ved de her og de har vindmøller i Lillebælt er en vigtig del af Søndergaard-plan for at indfri den målsætning, Mmen de har skabt nogle store brede og frustration i Assens som får udsigt til de her vanter det er altså lidt op i det hjørne her de der nye vinde en af dem der er vred at beboerne i den gamle fyrmester bolig på den aller sydligste spids af Helnæs for at få stoppet vindmøllerne starter han foreningen red Lillebælt. Dder kæmper mod Sønderbros vindmøller andre besøgte der var der der kravlede op i det her fyr i 28 meters kravlede op i det her fyr i 28 meters højde hele det her billede så han er selvfølgelig nogle frustreret over det og det var første gang at jeg sådan støtte på det det er den daværende borgerlige regering der har udpeget. Lillebælt til muligt vindmølleområdet men freden i Assens begynder at kunne mærkes helt oppe på ministerplan vi ud af det her som et stille og roligt så kan det ikke være noget der skal stå nogle kæmpe store vindmøller ud til borgerne og byrådet i Assens så begyndt at vende sig mod den her sag og anklage Sønderborg. Ffor at være egoistisk at jeg ikke tager højde for deres sindssyg sommer det er den daværende klima og energiminister som jeg selv har valgt i Assens gå ind i sagen og han endte faktisk med at gå ind og få dig Sønderborg til at flytte de her vindmøller det er assistent kommunalbestyrelsen i Sønderborg er der mulighed for at. >Lagde ikke skjul på sin interesse< Det var mange kilometer siden, Kim Jensen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base. En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen. Kim Jensen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde. To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og Kim Jensen der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem. De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, han satte sig på bagsædet ved siden af soldaten. De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips. Kim Jensen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.« De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. « I det fjerne fik Kim Jensen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly. >PZVwymTwNQ9<Aalborg Symfoniorkesters jubilæumskoncert lørdag aften blev til en fest med mindeværdige indslag.Orkesteret lagde ud med ouverturen til Richard Wagners "Den flyvende Hollænder", og det blev under Michel Tabaschniks fintmærkende, veloplagte og elegante direktion til en betagende fortolkning af dette dramatiske stykke musik, en fortolkning, der var rig på detaljer, fint moduleret i det dynamiske, sikkert bygget op og med en præcis dosering af poesi og drama, af storm og stille. Herefter fulgte hollænderens store monolog fra 1. akt: "Die Frist ist um", som blev sunget af Gert Henning-Jensen, der med sin tenor leverede en spændingsladet og frem for alt en dramatisk tolket hollænder. Her kom det sjælelige drama frem i første række. Her er klangfuld stemmepragt, og Gert Henning-Jensen nåede langt i sin fortolkning af Hollænderen. Sentas ballade, hvori Senta i begejstret sværmeri føler, at hun skal løse Hollænderen ud af hans forbandelse, blev sunget af Eva Johansson. Hendes sopran er uendelig ressourcefuld, og hun er en overvældende stemmebegavelse. Hun sang denne ballade til aftenens største oplevelse i både dramatisk og musikalsk forstand, og den store duet med forløsningsmotivet "Wie aus der Ferne", hvor Senta og Hollænderen erklærer hinanden deres kærlighed, og hvor han advarer hende om den skæbne, der venter hende, blev aftenens eklatant mest gribende optrin. Aftenens anden afdeling var først og fremmest helliget Puccini og Verdi og indeholdt en overmåde veloplagt fortolkning og gennemførelse af Verdis hymniske ouverture til "Nabucco". Men Gert Henning-Jensen lagde ud med Mefistofeles' ironiske serenade fra Gounods "Faust" i en dramatisk og musikalsk fængende flot udgave med en overbevisende karaktertegning. Eva Johansson sang Lius smukke, gribende dødsarie fra 3. akt (programmet anfører ganske vist 2. akt) af "Turandot", og leverede med sin gennemkontrollerede tolkning af den angrende Leonores forladthed et storladent indslag. Som ekstranummer fik vi fra George Gerschwins opera "Porgy and Bess" "Bess, you is my woman now", og vi forstår og tilgiver gerne Gert Hanning-Jensen hans ivrige "indfald". Det blev en jubilæumskoncert, der indeholdt en fortryllende møde med to store sangere, en veloplagt dirigent og et jubilerende orkester, der fik lejlighed til at demonstrere den imponerende spændvidde i sin kunnen. >Rider ud og leder efter de tre<Mens Seniorunderholdning rider ud og leder efter de tre, som flygtede. Når de tre mænd er blevet bragt tilbage, vil jeg løslade dine ti mænd.«Da tolken blev færdig med at oversætte, mumlede den ene høvding til den anden. Denne nikkede. Seniorunderholdning rystede langsomt på hovedet. »Det duer ikke,« sagde han til agenten. »Jeg kan ikke gøre det, du beder mig om. Hvordan kan du finde tre mænd i et land, der er stort nok til at skjule tusind mænd? Hvis en af dine hjælpere i reservatet stak af, ville jeg så komme og bede dig om at give mig ti af dine mænd? Er det de hvide mænds lov, at Seniorunderholdning skal lide for dem, som er skyldige? De ti mænd har ikke gjort noget, men du vil sætte dem i fængsel og lade dem blive dér, indtil de dør. Hvor mange cheyenner har du sendt i fængsel i Florida? Er nogen af dem vendt tilbage? Nej, jeg kan ikke give ti mænd for tre mænd, som du aldrig vil se igen.« Obersten smilede stadig. Seniorunderholdning trippede nervøst mens han oversatte. Agenten sagde vredt: »Hvis du ikke giver mig de ti mænd, får du ikke flere madrationer af mig! I må sulte, indtil de bliver afleveret! Jeg vil have de mænd, og jeg vil have dem med det samme!« Seniorunderholdning rystede på hovedet. »Jeg kan ikke give dig de mænd. Det nytter ikke at true med at sulte os; vi sulter allerede. Jeg er en ven af de hvide mennesker, og det har jeg været længe. Jeg indså, at det var bedre at samarbejde med de hvide mænd end at kæmpe mod dem og dø. Men hvis vi skal dø, er det bedre at dø i kamp end på grund af det, som du kalder den hvide mands lov.« Seniorunderholdning hørte knap nok efter tolkens tøvende ord. Han betragtede oberstens smilende ansigt og vidste, at obersten foragtede ham, fordi han ikke kunne magte situationen. Du skal aflevere de ti mænd,« sagde agenten til høvdingen. »Jeg vil have dem bragt hertil, og jeg vil have dem bragt i dag. >Trængtes foran værtshuset<Indianere på egen hånd. Da han blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet, sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet. Det ændrede situationen. Når han ikke var blevet dræbt, var de andre rygter om overfald og drab måske også usande. Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde, at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile. Han sagde at hvis de resterende mænd i hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge for, at de ikke dræbte hinanden. På det tidspunkt bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere, bartendere og andre som var blevet trætte af at dukke sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville skyde selv. Der var også nogle af byens handlende, der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans sædvanlige stedfortrædere, telegrafisten der ville skrive artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra græsjorden. De andre, smålandbrugerne, jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner, sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.
>Var fortsat gåden i det hele<
'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt
rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer
var reserverede, forbeholdne og objektive, som
det sømmede sig for en stationschef og en, der
havde overopsyn med en agent i felten.
Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side. Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer. Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel . Hula Hula var fortsat gåden i det hele. Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag. På kaffebordet ved siden af Hula Hula lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire Fire døde afhoppere. Hula Hula havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse. Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem der blev den næste. >Zeitute Bazjexun<Søndag 16. januar genlyder Vendelbohus af god musik, når Hjørrring Brass band for 18. år i træk arrangerer den traditionsrige nytårskoncert. Kim Sjøgren er koncertens hovednavn, men han får følgeskab af en lang række fine musikere og ensembler.Ikke mindst naturligvis arrangøren selv. I år dirigeres Hjørring Brass Band af musiklærer Gunnar la Cour. Kim Sjøgren kendes af de fleste fra hans optrædener på blandt andet tv. Han er uddannet på musikkonservatoriet i Århus, hvor han blev optaget som 12-årig. Som 22-årig blev han i 1977 den yngste koncertmester nogensinde i Det Kongelige Kapel. Kim Sjøgren akkompagneres ved nytårskoncerten af af musiklærer Birgitte Zielke. Hjørring Kommunale Musikskoles nye leder, Christian Larsen, optræder også ved koncerten som medlem af Letmarkkvartetten. Kvartetten består af tre musikere fra Danmark og en fra Letland, deraf navnet Letmark. Ved koncerten kan man også høre gymnasieelev og MGK-elev, Mette Højen spille kornet. Hun spiller den musik, hun vil bruge til optagelsesprøven på konservatoriet. Hun akkompagneres af Vibeke Skagbo. Koncerten indeholder også vokale indslag. Fra Sæby kommer søskendetrioen Conny, Karin og Leif Holm og synger a capella. De tre søskende synger normalt i gospelkoret Consentus. Ydereligere vokal vellyd sørger Hirtshals Kirkes børne- og ungdomskor for under ledelse af Birgitte Zielke. Koret, der blev stiftet i 2000, deltager i Danmarks Radios landsdækkende sangerdyst Fra kyst til kyst og har netop fået at vide, at koret deltager i A-rækken, som 5. bedst af 38 deltagende kor. Billetter til koncerten kan købes hos den lokale boghandler. |