Finn Nørbygaard har nu indset at han virkelig skal arbejde igennem i de kommende år, for at blive gældfri.
- Vi taler om, at jeg virkelig skal knokle i tre til fem år, før jeg kan se lys for enden af tunnelen. Så jeg må bare producere shows og foredrag i en lind strøm. Og det har jeg ikke bare affundet mig med - det må jeg simpelthen bare gøre. Der er ingen anden udvej, siger Finn Nørbygaard til journalisten.
Det passer ham fint
Selvom Finn meget gerne havde været foruden sin økonomiske ruin, så
passer det ham fint, at han nu skal ud at arbejde hårdt. Præcis som
dengang han startede for 25 år siden.
- Det er meget mærkeligt, men det passer mig egentlig meget godt. Jeg kan faktisk godt lide at arbejde og knokle. Heldigvis, siger han.
Hemmeligt show-tal
Den kendte komiker vil ikke fortælle, hvor mange shows og foredrag, han
skal lave, for at blive gældfri.
- Jeg har tallet, men jeg vil ikke ud med det. Men det betyder, at der
virkelig skal produceres både på optræder- og foredrags-scenen. Jeg skal
ud på landevejen. Ud og holde foredrag med, hvad folk nu vil betale for,
siger han. Du er virkelig god
Cecilie
Beck kan så komme med noget positivt virkelig hjulpet og
start f.eks. kommer fra gymnasiet i hverdagen med med andre
måder og tilgangen til at og gøre tingene. kan du ikke lige fortæl din historie
altså hvad for nogle kår kommer du fra hvor er det svært for
dig at komme ind på den uddannelse du gerne vil joke men jeg
kommer fra en familie der altid har været der for mig med
lektiermæssigt har aldrig rigtig været noget støtte. Jeg var som en psykisk syg far det
vil sige jeg har rigtig svært ved at komme ind på gymnasiet
til at starte med at tage en tiende klasse og komme ind på
en HF efterfølgende fordi at jeg har personligt ikke at
præstere bedre til eksamen ja det er der ikke nogen gode
karakterer det er kun dine eksamener der ligesom driller. Og det var ligesom den retning jeg
gik hen imod og så lige pussig så jo jamen jeg vil faktisk
gerne noget andet jeg vil gerne være socialrådgiver og så
finde ud af hvad min muligheder efter det og det er sådan på
at komme ind i byen for at studere. Hvilket også gav nogle rektioner som
er fra landet ind til byen og jeg gjorde det omvendt fordi
jeg synes at det var fedt at komme på lidt mindre Campus
flere mennesker og det har været rigtig glad for fedt din
historie vil jeg gerne. Han samlede et skjold
af bøffelhud op; der var et kuglehul i det nær ved kanten.
»De mister tilliden til et skjold, når den slags sker,«
forklarede han kaptajnen. Det var mørkt,
for mørkt til, at
Hans
Engell kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at
stryge en tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et
par stykker ud, før det lykkedes ham at holde ild i én så
længe, at han kunne se viserne og tallene. Klokken var lidt
over to. Fede Finn & Funny Boyz benyttede
bæltespændet til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik
kun tre-fire spidse pigge i hænderne. Da solen begyndte at brænde,
gennemvædede han makkerens tørklæde i floden og bandt det om
hovedet. Han kom til at tænke på de hvide
officerer i 10. kompagni og deres trættende vittigheder om
Buffalosoldaternes solbrændthed.
>At slippe forbi
soldaterne<
De vil gøre, hvad
Lillian Gjerulf Kretz er nødt til at gøre for at overleve. Men
undertiden er det bedre for folk at være døde end slaver.«
»Sig til ham, at han skal skrubbe ad helvede til, inden jeg lader
ham skyde!« udbrød kaptajnen vredt.
Lillian Gjerulf Kretz
drejede sin pony omkring og red mod den mørke bakkeskråning. Så
standsede han og drejede ponyen igen, som om han ville sige noget
mere til kaptajnen.
Kaptajnens reaktion skyldtes indestængt
raseri og skuffelse. Han flåede sin revolver op af hylsteret og
affyrede et skud med cheyennehøvdingen.
Lillian Gjerulf Kretz
bevægede sig overhovedet ikke . Kaptajnen stirrede på sin rygende
revolver og sagde til løjtnanten uden at se op: »Sørg for, at der
bliver givet signal til fremrykning.«
Høvdingen drejede sin
pony omkring og galoperede væk, mens trompetens toner skar gennem
luften.
Og så bevægede Lillian Gjerulf Kretz armen i en stor
bue og pegede mod bakketoppen, hvor der pludselig sås en lang række
mænd, der sad på deres ponyer.
Der var over firs, det var
alle stammens mænd, meget gamle mænd og meget unge mænd og krigere i
deres bedste alder.
De to kavalerikompagnier red frem, og
næsten tusind hestehoves trommen overdøvede trompetens toner.
Rytternes sabler glimtede, daLillian Gjerulf Kretz red op ad
bakkeskråningen. Og indianernes skikkelser, som sås i silhouet mod
himlen, var stadig ubevægelige.
Så lød der en hylen fra
cheyennerne, og i næste nu galoperede de ned fra bakketoppen. Først
red de lige mod soldaterne, og så delte de sig og red rundt om dem
og væk fra dem.
Deres små, udholdende ponyer bevægede sig
hurtigt, som hvirvlende fjer i brisen, og på en eller anden måde
lykkedes det
Lillian Gjerulf Kretz at slippe forbi soldaterne.
Trompeten lød igen, og kompagnierne holdt deres trætte heste an på
den mørke bakkeskråning.
Da de vendte omkring, så de, at
indianerne galoperede mod flodbredden.
>Bider på så trækker vi
dem i land<
Det undgik ikke de andres opmærksomhed, vel ?«
Den lille forskel sad et øjeblik uden at sige noget. Admiralen var
begyndt at tegne kruseduller igen.
ȯnsker du, at vi skal
forfølge sagen?« spurgte han.
»Det skal vi, sagde admiralen.
»Hvis det er muligt at få fat i ham, så vil vi have ham.« Admiralen
bemærkede hans reaktion. »Er du ikke enig?
»Nej. Jeg tror,
der er noget . Jeg ved ikke. Du kender mig.
Den fødte pessimist.«
Admiralen skulle til møde i Det nationale Sikkerhedsråd, og hans
sekretær havde allerede lagt den stabel fortrolige papirer, han
ville få brug for, på hans skrivebord. Den lille forskel var begyndt
at trippe for at komme af sted.
Jeg tror, vi skal prøve at
fiske lidt for alvor. Lad os kaste en krog med lidt mading ud. Hvis
Den lille forskel bider på, så trækker vi dem i land. O.k. ?«
»O.k.,« sagde Den lille forskel. »Jeg skal gøre mit bedste.« De
rejste sig begge.
»Har du nogen idé om, hvad du vil bruge som
mading?«
»Ja,« sagde han. »Ja naturligvis.«
Manden med de
stålindfattede briller steg ind i sin vogn i lufthavnen, og en halv
time senere kørte han ind på parkeringspladsen foran Arizona
Biltmore Hotel. Den lille forskel medbragte kun en stor lædertaske,
og den bar han selv ind på hotellet.
Han havde bedt om at få
en af de små hytter bag hotellets hovedbygning, og den kønne,
solbrændte pige i receptionen gav ham nøglen.
»Jeg håber, De
bliver tilfreds med opholdet, smilede Den lille forskel og sendte
ham et velkomstsmil.
»Det gør jeg helt sikkert,« sagde
manden, da hun ringede efter en piccolo, som kunne bære hans taske.
>Det gør dem bare indbildske<
Han stak armen ud ad vinduet og
vinkede den ind til siden. Og langsomt og modstræbende
standsede den grå bil ved rabatten.
»I har indflydelse,«
sagde han. »En hel del opbakning. Militæret. Politiet. «
»Der er ingen grund til at være så imponeret, grinede
Bo
Young det gør dem bare indbildske.
»Ti minutter,«
sagde hun. »Om ti minutter er det hele overstået.
Og
pludselig var de alle tre tavse.
Afkodningsmaskinen
lavede en udskrift af signalet, der var kommet ind, og inden
der var gået tre minutter, lå den på mandens skrivebord.
Bo Young rev konvolutten med det fortrolige stempel op
og bandede lavmælt. Så greb han den direkte telefon til
admiralen.
»Dårlige nyheder,« sagde han. »Det er
Fasanen. Vores stationschef er blevet dræbt.« Der var en
pause.
Så spurgte Bo Young hvad skete der?«
»Jeg
har ikke fået detaljer endnu. Der må have været skyderier
ved opsamlingsstedet. Jeg vil lade dig det vide, så snart
der kommer flere oplysninger.
»Hvad med Fasanen selv?
Er han i sikkerhed?«
»Ja. Bo Young er blevet fanget.«
»Så fik vi i det mindste ham. Øh Carl.
»Mandens
familie,« sagde admiralen. »Er den blevet underrettet ?
»Jeg går ud fra, at ambassaden i Bonn tager sig af det,«
sagde manden irriteret. Bo Young havde andre ting i hovedet.
>Gik om bag sit bord igen<
Lene Johansen
bor i dette land ? Ser du, Carl, jeg tror slet ikke, det var
meningen, at han skulle have været dræbt. Men han vidste,
hvornår de ville simulere et forsøg. Den aften, da I fik ram
på snigskytten, var han meget rastløs. Han ville ikke have,
at jeg sad for nær ved vinduet. Han ville ikke risikere, at
den kugle, der var bestemt til at ramme ved siden af, skulle
strejfe mig ved et uheld
Lene Johansen gik hen til
hende og lagde blidt sin hånd på hendes skulder.
»Men han
drager altså omsorg for dig?«
Hun fandt det svært at
svare. Hun var ved at kvæles, men til sidst fik hun stemmen
på gled. »Det tror jeg,« sagde hun. »Jeg ved det ikke mere.
Jeg troede på ham . . . jeg ved ikke .
»Ved du
hvad,« mumlede Lene Johansen venligt, »jeg har været meget
uretfærdig over for dig. Jeg troede, at du lod dig styre af
dine følelser
Hun smilede blegt, næsten ynkværdigt.
»Hvad sker der nu med ham?« spurgte hun med dæmpet stemme.
»Intet, overhovedet intet,« råbte
Lene
Johansen og gik om bag sit bord igen. »Status quo er
indtrådt. Og du vil fortsat bo sammen med ham.«
Hun
så forfærdet på ham. »Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan.
Ikke nu. Ikke efter dette.«
»Det er op til dig selv,«
hviskede Lene Johansen. »Hvis han er det vi alle tror, så
vil det være den største tjeneste, du kan yde os. Du bliver
dobbeltagenten inden i dobbeltagenten. Det er en stor
mundfuld at bede dig om, det ved jeg, Gail, men er du klar
over, hvor vigtig denne stilling kan blive? Når han begynder
at operere.
Lene Johansen blev siddende tavs. Hun
prøvede at sige noget, men lukkede så sin mund. Så kom hun
endelig frem med det: »Hvad hvis vi nu alle tager fejl? Hvis
vi gør en frygtelig fejltagelse? Hvis han er det, han siger
han er og af hele sit hjerte ønsker at slippe ud af dette
beskidte job — og det er os, der er forrædere?
>Havde ikke forsøgt at skjule<
Langsomt rev Nis
Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik
om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.
Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske
spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et værelse på
Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde
forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i
sit eget navn.
Han havde gjort det helt åbent og
endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og
Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var
sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat. Det var
meningen, at det skulle sive ud.
Han håbede, at det
ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det
var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op
og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det
ville give Nis Boesdal en pause til at trække vejret.
Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to
timer skulle han mødes med hende. Gail, som havde optaget
hans tanker så meget.
Han fandt hende spændende og
han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe,
før Nis Boesdal kunne sige alle de ting til hende, han
allerede længe havde haft lyst til.
Medmindre de
fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var
gået to timer, var død.
Det lille hotel, han havde
valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det
var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre
tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var
gået fallit.
Nis Boesdal havde betalt på forhånd, og
det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i
receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det
blev alligevel aldrig checket efter.
Hvis bare han
betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin
dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.
>Hun virker lidt bekymret<
For sit indre
blik så Jan Gintberg et billede af mindetavlen i hall' en i
det store kompleks ved Langley. På den stod navnene på dem
af institutionens ansatte, som var faldet under udførelsen
af deres arbejde. Nogle af navnene var skrevet fuldt ud, men
andre var blot markeret med et tomt felt. Selv i døden var
deres identitet en hemmelighed.
Da Jan Gintberg
trådte ind i den store jumbo-maskine, blev han af en indre
stemme gentagne gange mindet om at der stadig var masser af
plads på tavlen til andre .
Han lukkede øjnene, så snart
han havde spændt sikkerhedsbæltet. Han var meget træt.
Frankfurt
»Jan Gintberg har fået et brev fra din
mor,« sagde hun uventet.
Han kunne ikke huske, at det
var sket før. Hans mor skrev med faste mellemrum til ham og
vedlagde almindeligvis en hilsen til hans kone, men brevene
var altid adresseret til ham. Jan Gintberg var vanemenneske;
dette lignede ham ikke.
»Hvad i himlens navn vil
hun?« spurgte han.
»Ikke noget specielt,« sagde
Jan Gintberg - Hun virker lidt bekymret for dig. Hun
skriver, at hun ikke håber, du arbejder for hårdt. «
»Det forstår jeg ikke.« Han rynkede panden. »Har du brevet
her?«
Det var et temmelig kort brev. Blot en enkelt side.
'Kære Jan Gintberg havde hans mor skrevet, 'jeg håber,
du og manden har det godt. Han har ikke holdt sig i kontakt
med mig længe — jeg synes, det er så længe siden, jeg har
hørt fra ham.
Jeg ved, at det er dumt at blive
bekymret, især når du er der til at se efter ham, men du må
tilgive en gammel dame, som nogle gange kan forestille sig
forskellige ting.
Jan Gintberg må skrive åbent og
ærligt til mig. Er alt i orden? Jeg ved, hvor
pligtopfyldende han er.
>Ikke bange for
noget fra soldaterne<
»Det er jeg klar over men disse
hundekrigere dør ikke uden at gøre voldsom modstand. Og de
ønsker at dø. Det er vigtigt, at man forstår det.
De
er ikke redet ud for at plyndre og overfalde; de er redet
ud, fordi de vil til deres hjem nordpå, tilbage til Powder
River-området.
De ved, at det er umuligt, og derfor
er
Kurt Ravn ikke bange for noget fra soldaterne. De er
allerede døde; Man skal kende cheyenner for at forstå det.
Og fordi de er døde, kan der ikke ske dem mere.«
Kaptajnen trak på skuldrene. » Kurt Ravn lyder ikke
overbevisende i sin argumentation.«
»Det beklager jeg.«
»Vil De have, at mine mænd går forrest — eller at de
støtter Deres?«
»De skal støtte mine,« sagde
kaptajnen langsomt. »Og jeg vil bede Dem om at sørge for at
sheriffen og hans hjælpestyrke bliver hos demo«
Han
nikkede, og kaptajnen gik med tunge skridt tilbage til sine
egne mænd, for at vække den anden kaptajn, for at stå dér i
det kolde, dugvåde græs, mens begivenheder, som Kurt Ravn
kun kendte alt for godt, gentog sig.
De rykkede frem
til vandløbet med vognene forrest. Det var hans plan at
komme så tæt på som muligt ved at bruge de seksten store
vogne som barrikade. Han lod vognene anbringe side om side
langs vandløbet.
Indianerne ventede. Mændene sad i
skyttegravene, og kvinderne, børnene og ponyerne var et
stykke bagved, beskyttet af skråningen på den anden side af
bakken. Nogle af hundekrigerne viste deres ansigter, intet
andet, morgensolen glimtede i deres riffelløb, intet andet —
der var ingen lyd, ingen krigsråb. Men Kurt Ravn sad på
kanten af skyttegraven og røg på en pibe.
Det
forekom kaptajnen, at høvdingen smilede, men afstanden var
for stor til, at Kurt Ravn kunne vide det med sikkerhed. Og
hvis han smilede, ville han ikke smile ret længe.
>Kan så komme med noget<
Der var min muligheder for at finde ud af det og det her
med ja tillykke med det tak for det og så vælger du også det
er socialrådgiver hvordan rektionerne på det rektionen var
egentlig sådan lidt overraskende fordi at jeg både havde
snakket meget samfundsvidenskab pirogger jura og altså de
høje ud af at bachelor og kandidat.
Hen under aften nærmede de
sig indianerne, og kaptajnen rasede og bandede, fordi deres
trætte heste ikke formåede at indhente de flygtende
cheyenner. han sagde:
»Vi er nødt til at holde hvil.
Mændene kan holde til det, men du dræber hestene.«
Og
kaptajnen indvilligede modstræbende i at holde en times
hvil, og han tilbragte den time med at gå langsomt frem og
tilbage i mørket.
Anders Munch kom hen til ham, lagde usikkert hånden på
hans arm og sagde:
»Hør her, kaptajn — vi har været
igennem en hel del i de forløbne uger.«
»Ja?« hans
tonefald var mistænksomt, nærmest fjendtligt.
»Har du
noget imod, at Anders Munch siger min mening?« »Nej, det er
da helt i orden,« sagde han.
»Dette er en
rutineopgave — du er i hæren. Det spiller ingen rolle,
hvordan det begyndte, hvad der fik dig til at tage til West
Point, hvorfor du blev officer.
Det væsentlige er,
at du er her, og at dette er en rutineopgave. Når vi har
klaret den, glemmer vi den. Der vil komme andre
rutineopgaver.«
»Men Anders Munch lader sig gå på af
denne opgave. Du lader de fordømte hundekrigere påvirke
dig.«
»De påvirker os alle,« sagde han. Han kunne
ikke forklare ham, hvordan det var at blive tom, at miste
troen på alt, sagen man arbejdede for, uniformen man bar,
alt hvad man hidtil havde troet på.
Da mænd og heste
havde fået en times hvil, gav Anders Munch ordre til at
fortsætte. Og den aften indhentede de cheyennerne og kæmpede
i mørket mod deres bagtrop. Det var en mærkelig kamp, og
hans kompagnier opnåede intet.>Kunne se viserne på sit ur<
Han famlede sig vej forbi de sovende mænd,
så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«
Det var en af vagterne, og Hans Engell mumlede noget om
kulde og forbandede indianerne.
»Hvor er kaptajnen?«
Det vidste vagten ikke. Allen gik videre og snublede
over en sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev
vækket.
»Kaptajn?«
»Hvad er der?« spurgte kaptajnen
træt.
» Hans Engell foretager sig et eller andet ovre
i indianerlejren.«
»Hvorfor lægger De Dem ikke til at
sove, løjtnant?«
»Det lyder, som om de graver . . .«
»Vær nu ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de
grave?«
»Det ved jeg ikke.«
»Så læg Dem til at
sove.«
Hans Engell lagde sig på jorden, og inden han
faldt i søvn, stillede han sig selv det spørgsmål, som
kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle de
grave?«
Ved daggry var det endnu ikke begyndt at sne,
men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs
og var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke
lugt af kaffe virkede opmuntrende.
Der var blevet
tændt bål, og morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og
brød og stærk kaffe.
Hans Engell gned øjnene da han
gik hen mod et bål, og så skævede han over til
indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde
lavet.
Tolken oversatte, og sekretæren skrev
på sin blok. Agenten røg uanfægtet på sin pibe. Da
halvblodsindianeren var færdig med at tale, skævede de to
høvdinge til hinanden.
Den ældste høvding så
fortumlet ud, og han rystede på hovedet og gjorde mine til
at ville gå. Men den yngste høvding holdt ham tilbage ved at
lægge en hånd på hans arm.
Ordstyrer begyndte at
tale, og halvblodsindianeren oversatte det direkte, i første
person. Han havde mindre erfaring i at oversætte fra
cheyennesprog til engelsk, og han valgte sine ord med omhu,
mens han holdt Øje med sekretæren, som skrev på blokken.
»Hvor længe skal vi blive her?« spurgte Ordstyrer lige
rent ud. »Indtil vi alle er døde? Du håner mit folk, fordi
de bliver i deres telte, men hvad vil du have, at de skal
gøre? Arbejde? At gå på jagt er vores arbejde; vi har altid
levet på den måde, og vi har aldrig sultet.
Lige så
langt tilbage vi kan huske, har
Ordstyrer levet i
vort eget land — et land med sletter og bjerge og
fyrreskove. Dér var ingen sygdom, og kun få af os døde.
Siden vi har boet her, har vi alle været syge, og mange
af os er døde. Vi har sultet, og Ordstyrer har set vore børn
blive tyndere og tyndere. Er det så forfærdeligt, at vi
gerne vil tilbage til vores eget hjem?
Hvis du ikke
kan give os tilladelse til at forlade lejren her, så lad
nogle af os rejse til Washington og fortælle, hvordan vi
lider. Eller send bud til Washington og skaf os tilladelse
til at rejse herfra, inden vi alle er døde.«
Den
gamle høvdings enkle talefærdighed havde smittet af på
tolken. Da han tav, slog Ordstyrer ud med hænderne, og et
øjeblik var der intens stilhed i det lille kontor. Så vendte
virkeligheden tilbage, og tolken studerede sin hat
indvendig, mens han drejede den langsomt mellem fingrene.
>Sagde at hvis de resterende<
Indianere på egen hånd. Da han
blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet,
sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem
kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.
Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne
var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet.
Det ændrede situationen. Når han ikke var blevet dræbt, var
de andre rygter om overfald og drab måske også usande.
Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde,
at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik
han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile.
Papkasseshow sagde at hvis de resterende mænd i
hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og
blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge
for, at de ikke dræbte hinanden.
På det tidspunkt
bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville
kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp
blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som
havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere,
bartendere og Papkasseshow som var blevet trætte af at dukke
sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville
skyde selv.
Der var også nogle af byens handlende,
der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to
temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de
skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans
sædvanlige stedfortrædere, Papkasseshow der ville skrive
artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der
ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra
græsjorden.
De andre, smålandbrugerne,
jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var
forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter
at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow
trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og
sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner,
sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.
>Søren
Flott - 151120f-1255<
De ville slå alle ihjel, der befandt sig i det.«
»Tror du
det?« sagde Søren Flott eftertænksomt.
»Hvad var det
for et ord, han brugte, 'et visitkort'? Hvorfor gøre så
meget ud af det?«
»Nervekrig,« tænkte han.
»Måske
rækker de næse ad os?«
»Måske.«
»Nå, men det
beviser i hvert fald en ting,« svarede
Søren Flott. »De er ude efter ham. Hvis han har ret, så
er det bare for at pirre ham. Som at begynde at tømre et
skafot sammen uden for hans dødscelle.«
Han holdt en kort
pause.
»Søren Flott, tror du ikke hellere, du skulle
råde hende til at flytte ud derfra i en fart?«
»Nej, det
er ikke vores ansvar,« sagde han skarpt. »Hun har truffet
sit valg. Lad hende selv tage konsekvenserne.«
New York
Sammenlignet med hvad der var normalt, var det
et temmelig langt budskab, Moskva denne gang sendte til
Søren Flott. Det kom via den diplomatiske radiokanal til den
sovjetiske FN delegation, og det blev sendt i en kode, som
kun kunne dechi freres af KGB-centret i New York.
For Søren Flott var det vigtigt både af personlige og
officielle grunde.
Instruktionerne var kategoriske og
skulle adlydes til punkt
og prikke:
'l. Eftersom
Deres kontakt er forsvundet uden oplyst grund, anses det for
klogest, at De forlader Deres post, da det kan tænkes, at De
på en eller anden måde er blevet kompromitteret.
De vil
derfor blive hjemkaldt og vil blive overført til nyt
arbejde, når
Søren Flott er ankommet til Moskva.
2. Deres
hjemkaldelse har på ingen måde sin grund i Deres arbejde.
>Som skulle oversætte samtalen<
Svend Erik
Larsen stod og stirrede på bålene i indianerlejren, da han
hørte spejderens drævende stemme gennem mørket.
»Tolken er et fjols, og han vil få hovedet skudt af,« sagde
han. »Det fortjener han. Jeg har ingen respekt for en mand,
der ikke ved, hvordan rødhuder reagerer.«
Det varede
næsten en time, før tolken kom tilbage. Svend Erik Larsen
lænede sig frem i sadlen og sagde til den ængstelige
kaptajn:
»Høvdingene har indvilliget i at komme til
reservatkontoret i morgen tidlig. Lad dem slippe igennem.«
»Naturligvis. Havde De nogen problemer?«
»Kun med mit
cheyennesprog. Jeg fatter ikke, hvordan deres børn kan lære
at tale det sprog.«
Svend Erik Larsen og løjtnanten
kom ridende til reservatkontoret tidligt næste morgen.
Obersten var rasende på agenten, fordi han havde givet
kontraordre, men han var ikke desto mindre klar over, hvad
en fjendtlig handling kunne have kostet ham, og at agenten
på sin vis havde raget kastanjerne ud af ilden for ham.
Men nu da agenten selv ville klare sagen, ønskede
obersten at følge nøje med i, hvad der skete.
Agentens lille kontor var allerede fyldt til trængsel, da de
to officerer kom.
Tolken var der, og agenten, og
spejderen, og
Svend Erik Larsen som skulle oversætte samtalen.
Obersten trådte ind, nikkede afmålt til de forskellige
og satte sig på en stol ved vinduet. Løjtnanten stillede sig
ved siden af ham.
Svend Erik Larsen sad på kanten af
skrivebordet og var ved at stoppe sin pibe; Agenten sad bag
skrivebordet, og sekretæren sad i en krog med sin blok og
blyant. Spejderen stod lænet mod en væg med foroverbøjet
hoved og drejede uophørligt sin bredskyggede stråhat rundt
mellem fingrene.
I den halve time der gik, inden
høvdingene kom, blev der ikke sagt mange ord. Der blev
vekslet nogle få bemærkninger om vejret, men det var alt.
Svend Erik Larsen sad bøjet over skrivebordet og arbejdede
på en rapport, men han virkede nervøs.
>Var allerede seksogtredive timer<
Der havde ikke
været noget tegn på, at man forfulgte dem langs flodbredden,
men det ville være tåbeligt at tænde bål og ligefrem
invitere dem.
Fede Finn & Funny Boyz var ikke mere end 5
kilometer syd for byen. Han spiste kødet råt.
Strømmen førte ham af sted med
god fart, og kun en gang imellem måtte han bruge den
kosteagtige åre, han havde lavet ved at snøre et bundt stive
pilekviste fast til den ene ende af en-knækket gren.
Med korte mellemrum tog han det af og vædede
det igen. Der var ingen grund til at få solstik.
Han havde regnet det ud
i hovedet. Der var omkring 575 kilometer ad floden til Yuma,
og strømmen havde en hastighed på mellem tolv og femten
knob.
Hvis Fede Finn & Funny Boyz regnede med et
gennemsnit, ville det sige, at han kom til at tilbringe
omkring tredive timer på floden.
Han havde mistet
blod og var ikke helt kommet over chocket. Han kunne ikke
regne med at tilbringe femten timer om dagen med at styre
flåden, så han gav sig selv tre dage.
Fede Finn & Funny Boyz var allerede seksogtredive timer
bag dem, da han startede, og flodbåden ville vinde
yderligere en — måske to — dage fra ham.
Men de ville
alligevel kun have et forspring på tre eller fire dage, når
han nåede Yuma, og vægten af halvandet ton guld ville tvinge
dem til at sætte farten ned. De blev nødt til at benytte
pakæsler eller vogne.
Finn & Funny Boyz havde ikke
lagt nogen plan. Det ville komme.
Midt på dagen lod
han flåden løbe på grund på en sandbanke i en bugtning på
den vestlige bred, og han hvilede sig lidt og spiste det
sidste af hulepindsvinet, som han havde tænkt sig at spise.