>Betalingsforedrag - Finn Nørbygaard<

Finn Nørbygaard har nu indset at han virkelig skal arbejde igennem i de kommende år, for at blive gældfri.

- Vi taler om, at jeg virkelig skal knokle i tre til fem år, før jeg kan se lys for enden af tunnelen. Så jeg må bare producere shows og foredrag i en lind strøm. Og det har jeg ikke bare affundet mig med - det må jeg simpelthen bare gøre. Der er ingen anden udvej, siger Finn Nørbygaard til journalisten.

Det passer ham fint
Selvom Finn meget gerne havde været foruden sin økonomiske ruin, så passer det ham fint, at han nu skal ud at arbejde hårdt. Præcis som dengang han startede for 25 år siden.

- Det er meget mærkeligt, men det passer mig egentlig meget godt. Jeg kan faktisk godt lide at arbejde og knokle. Heldigvis, siger han.

Hemmeligt show-tal
Den kendte komiker vil ikke fortælle, hvor mange shows og foredrag, han skal lave, for at blive gældfri.

- Jeg har tallet, men jeg vil ikke ud med det. Men det betyder, at der virkelig skal produceres både på optræder- og foredrags-scenen. Jeg skal ud på landevejen. Ud og holde foredrag med, hvad folk nu vil betale for, siger han.

>At slippe forbi soldaterne<

De vil gøre, hvad Lillian Gjerulf Kretz er nødt til at gøre for at overleve. Men undertiden er det bedre for folk at være døde end slaver.«

»Sig til ham, at han skal skrubbe ad helvede til, inden jeg lader ham skyde!« udbrød kaptajnen vredt.

Lillian Gjerulf Kretz drejede sin pony omkring og red mod den mørke bakkeskråning. Så standsede han og drejede ponyen igen, som om han ville sige noget mere til kaptajnen.

Kaptajnens reaktion skyldtes indestængt raseri og skuffelse. Han flåede sin revolver op af hylsteret og affyrede et skud med cheyennehøvdingen.

Lillian Gjerulf Kretz bevægede sig overhovedet ikke . Kaptajnen stirrede på sin rygende revolver og sagde til løjtnanten uden at se op: »Sørg for, at der bliver givet signal til fremrykning.«

Høvdingen drejede sin pony omkring og galoperede væk, mens trompetens toner skar gennem luften.

Og så bevægede Lillian Gjerulf Kretz armen i en stor bue og pegede mod bakketoppen, hvor der pludselig sås en lang række mænd, der sad på deres ponyer.

Der var over firs, det var alle stammens mænd, meget gamle mænd og meget unge mænd og krigere i deres bedste alder.

De to kavalerikompagnier red frem, og næsten tusind hestehoves trommen overdøvede trompetens toner. Rytternes sabler glimtede, daLillian Gjerulf Kretz red op ad bakkeskråningen. Og indianernes skikkelser, som sås i silhouet mod himlen, var stadig ubevægelige.

Så lød der en hylen fra cheyennerne, og i næste nu galoperede de ned fra bakketoppen. Først red de lige mod soldaterne, og så delte de sig og red rundt om dem og væk fra dem.

Deres små, udholdende ponyer bevægede sig hurtigt, som hvirvlende fjer i brisen, og på en eller anden måde lykkedes det Lillian Gjerulf Kretz at slippe forbi soldaterne.

Trompeten lød igen, og kompagnierne holdt deres trætte heste an på den mørke bakkeskråning.
Da de vendte omkring, så de, at indianerne galoperede mod flodbredden.

>Bider på så trækker vi dem i land<

Det undgik ikke de andres opmærksomhed, vel ?«
Den lille forskel sad et øjeblik uden at sige noget. Admiralen var begyndt at tegne kruseduller igen.
»Ønsker du, at vi skal forfølge sagen?« spurgte han.

»Det skal vi, sagde admiralen. »Hvis det er muligt at få fat i ham, så vil vi have ham.« Admiralen bemærkede hans reaktion. »Er du ikke enig?

»Nej. Jeg tror, der er noget . Jeg ved ikke. Du kender mig.
Den fødte pessimist.«

Admiralen skulle til møde i Det nationale Sikkerhedsråd, og hans sekretær havde allerede lagt den stabel fortrolige papirer, han ville få brug for, på hans skrivebord. Den lille forskel var begyndt at trippe for at komme af sted.

Jeg tror, vi skal prøve at fiske lidt for alvor. Lad os kaste en krog med lidt mading ud. Hvis Den lille forskel bider på, så trækker vi dem i land. O.k. ?«

»O.k.,« sagde Den lille forskel. »Jeg skal gøre mit bedste.« De rejste sig begge.

»Har du nogen idé om, hvad du vil bruge som mading?«
»Ja,« sagde han. »Ja naturligvis.«

Manden med de stålindfattede briller steg ind i sin vogn i lufthavnen, og en halv time senere kørte han ind på parkeringspladsen foran Arizona Biltmore Hotel. Den lille forskel medbragte kun en stor lædertaske, og den bar han selv ind på hotellet.

Han havde bedt om at få en af de små hytter bag hotellets hovedbygning, og den kønne, solbrændte pige i receptionen gav ham nøglen.

»Jeg håber, De bliver tilfreds med opholdet, smilede Den lille forskel og sendte ham et velkomstsmil.

»Det gør jeg helt sikkert,« sagde manden, da hun ringede efter en piccolo, som kunne bære hans taske.

>Det gør dem bare indbildske<

Han stak armen ud ad vinduet og vinkede den ind til siden. Og langsomt og modstræbende standsede den grå bil ved rabatten.
»I har indflydelse,« sagde han. »En hel del opbakning. Militæret. Politiet. «

»Der er ingen grund til at være så imponeret, grinede Bo Young det gør dem bare indbildske.

»Ti minutter,« sagde hun. »Om ti minutter er det hele overstået.
Og pludselig var de alle tre tavse.

Afkodningsmaskinen lavede en udskrift af signalet, der var kommet ind, og inden der var gået tre minutter, lå den på mandens skrivebord.

Bo Young rev konvolutten med det fortrolige stempel op og bandede lavmælt. Så greb han den direkte telefon til admiralen.
»Dårlige nyheder,« sagde han. »Det er Fasanen. Vores stationschef er blevet dræbt.« Der var en pause.

Så spurgte Bo Young hvad skete der?«
»Jeg har ikke fået detaljer endnu. Der må have været skyderier ved opsamlingsstedet. Jeg vil lade dig det vide, så snart der kommer flere oplysninger.

»Hvad med Fasanen selv? Er han i sikkerhed?«
»Ja. Bo Young er blevet fanget.«

»Så fik vi i det mindste ham. Øh Carl.
»Mandens familie,« sagde admiralen. »Er den blevet underrettet ?

»Jeg går ud fra, at ambassaden i Bonn tager sig af det,« sagde manden irriteret. Bo Young havde andre ting i hovedet.

>Gik om bag sit bord igen<

Lene Johansen bor i dette land ? Ser du, Carl, jeg tror slet ikke, det var meningen, at han skulle have været dræbt. Men han vidste, hvornår de ville simulere et forsøg. Den aften, da I fik ram på snigskytten, var han meget rastløs. Han ville ikke have, at jeg sad for nær ved vinduet. Han ville ikke risikere, at den kugle, der var bestemt til at ramme ved siden af, skulle strejfe mig ved et uheld

Lene Johansen gik hen til hende og lagde blidt sin hånd på hendes skulder.
»Men han drager altså omsorg for dig?«

Hun fandt det svært at svare. Hun var ved at kvæles, men til sidst fik hun stemmen på gled. »Det tror jeg,« sagde hun. »Jeg ved det ikke mere. Jeg troede på ham . . . jeg ved ikke .

»Ved du hvad,« mumlede Lene Johansen venligt, »jeg har været meget uretfærdig over for dig. Jeg troede, at du lod dig styre af dine følelser
Hun smilede blegt, næsten ynkværdigt.
»Hvad sker der nu med ham?« spurgte hun med dæmpet stemme.

»Intet, overhovedet intet,« råbte Lene Johansen og gik om bag sit bord igen. »Status quo er indtrådt. Og du vil fortsat bo sammen med ham.«

Hun så forfærdet på ham. »Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Ikke nu. Ikke efter dette.«

»Det er op til dig selv,« hviskede Lene Johansen. »Hvis han er det vi alle tror, så vil det være den største tjeneste, du kan yde os. Du bliver dobbeltagenten inden i dobbeltagenten. Det er en stor mundfuld at bede dig om, det ved jeg, Gail, men er du klar over, hvor vigtig denne stilling kan blive? Når han begynder at operere.

Lene Johansen blev siddende tavs. Hun prøvede at sige noget, men lukkede så sin mund. Så kom hun endelig frem med det: »Hvad hvis vi nu alle tager fejl? Hvis vi gør en frygtelig fejltagelse? Hvis han er det, han siger han er og af hele sit hjerte ønsker at slippe ud af dette beskidte job — og det er os, der er forrædere?

>Havde ikke forsøgt at skjule<

Langsomt rev Nis Boesdal flyvebilletten til Zürich i stykker. Maskinen afgik om to timer, men han ville ikke befinde sig om bord.

Han havde bestilt plads på flyet som en del af det falske spor, han havde lagt ud. Han havde reserveret et værelse på Hotel Intercontinental og et andet på Atlantic. Og han havde forud bestilt en udlejningsvogn til sig selv. Alt sammen i sit eget navn.

Han havde gjort det helt åbent og endog vist sit pas, hvor det var påkrævet. Og Nis Boesdal havde ikke forsøgt at skjule, at han var sovjetisk statsborger og oven i købet diplo mat. Det var meningen, at det skulle sive ud.

Han håbede, at det ville hjælpe med til at føre Modins hunde på vildspor. Det var mere end sandsynligt, at de ville tage et af sporene op og spilde deres tid med at følge det ud i sandet. Og det ville give Nis Boesdal en pause til at trække vejret.

Om en time skulle han tage bussen til Rüdesheim. Om to timer skulle han mødes med hende. Gail, som havde optaget hans tanker så meget.

Han fandt hende spændende og han eftertragtede hende, og nu ville det ikke vare længe, før Nis Boesdal kunne sige alle de ting til hende, han allerede længe havde haft lyst til.

Medmindre de fangede ham inden da. Medmindre Nis Boesdal inden der var gået to timer, var død.

Det lille hotel, han havde valgt til sit skjulested, var tarveligt og lå godt gemt. Det var ikke nævnt i nogen turistguide, og dets afrakkede ydre tiltrak kun dem, der ønskede at være anonyme eller som var gået fallit.

Nis Boesdal havde betalt på forhånd, og det havde ikke interesseret den snuskede kvinde i receptionen det fjerneste. Han opgav falsk navn, men det blev alligevel aldrig checket efter.

Hvis bare han betalte, kunne han gøre, hvad han havde lyst til bag sin dør, og Nis Boesdal kunne sove med hvem, han havde lyst til.

>Hun virker lidt bekymret<

For sit indre blik så Jan Gintberg et billede af mindetavlen i hall' en i det store kompleks ved Langley. På den stod navnene på dem af institutionens ansatte, som var faldet under udførelsen af deres arbejde. Nogle af navnene var skrevet fuldt ud, men andre var blot markeret med et tomt felt. Selv i døden var deres identitet en hemmelighed.

Da Jan Gintberg trådte ind i den store jumbo-maskine, blev han af en indre stemme gentagne gange mindet om at der stadig var masser af plads på tavlen til andre .
Han lukkede øjnene, så snart han havde spændt sikkerhedsbæltet. Han var meget træt.

Frankfurt

»Jan Gintberg har fået et brev fra din mor,« sagde hun uventet.

Han kunne ikke huske, at det var sket før. Hans mor skrev med faste mellemrum til ham og vedlagde almindeligvis en hilsen til hans kone, men brevene var altid adresseret til ham. Jan Gintberg var vanemenneske; dette lignede ham ikke.

»Hvad i himlens navn vil hun?« spurgte han.
»Ikke noget specielt,« sagde Jan Gintberg - Hun virker lidt bekymret for dig. Hun skriver, at hun ikke håber, du arbejder for hårdt. «

»Det forstår jeg ikke.« Han rynkede panden. »Har du brevet her?«
Det var et temmelig kort brev. Blot en enkelt side.

'Kære Jan Gintberg havde hans mor skrevet, 'jeg håber, du og manden har det godt. Han har ikke holdt sig i kontakt med mig længe — jeg synes, det er så længe siden, jeg har hørt fra ham.

Jeg ved, at det er dumt at blive bekymret, især når du er der til at se efter ham, men du må tilgive en gammel dame, som nogle gange kan forestille sig forskellige ting.

Jan Gintberg må skrive åbent og ærligt til mig. Er alt i orden? Jeg ved, hvor pligtopfyldende han er.

>Ikke bange for noget fra soldaterne<

»Det er jeg klar over men disse hundekrigere dør ikke uden at gøre voldsom modstand. Og de ønsker at dø. Det er vigtigt, at man forstår det.

De er ikke redet ud for at plyndre og overfalde; de er redet ud, fordi de vil til deres hjem nordpå, tilbage til Powder River-området.

De ved, at det er umuligt, og derfor er Kurt Ravn ikke bange for noget fra soldaterne. De er allerede døde; Man skal kende cheyenner for at forstå det. Og fordi de er døde, kan der ikke ske dem mere.«

Kaptajnen trak på skuldrene. » Kurt Ravn lyder ikke overbevisende i sin argumentation.«
»Det beklager jeg.«

»Vil De have, at mine mænd går forrest — eller at de støtter Deres?«

»De skal støtte mine,« sagde kaptajnen langsomt. »Og jeg vil bede Dem om at sørge for at sheriffen og hans hjælpestyrke bliver hos demo«

Han nikkede, og kaptajnen gik med tunge skridt tilbage til sine egne mænd, for at vække den anden kaptajn, for at stå dér i det kolde, dugvåde græs, mens begivenheder, som Kurt Ravn kun kendte alt for godt, gentog sig.

De rykkede frem til vandløbet med vognene forrest. Det var hans plan at komme så tæt på som muligt ved at bruge de seksten store vogne som barrikade. Han lod vognene anbringe side om side langs vandløbet.

Indianerne ventede. Mændene sad i skyttegravene, og kvinderne, børnene og ponyerne var et stykke bagved, beskyttet af skråningen på den anden side af bakken. Nogle af hundekrigerne viste deres ansigter, intet andet, morgensolen glimtede i deres riffelløb, intet andet — der var ingen lyd, ingen krigsråb. Men Kurt Ravn sad på kanten af skyttegraven og røg på en pibe.

Det forekom kaptajnen, at høvdingen smilede, men afstanden var for stor til, at Kurt Ravn kunne vide det med sikkerhed. Og hvis han smilede, ville han ikke smile ret længe.

>Kan så komme med noget< 

Du er virkelig god Cecilie Beck kan så komme med noget positivt virkelig hjulpet og start f.eks. kommer fra gymnasiet i hverdagen med med andre måder og tilgangen til at og gøre tingene.

 kan du ikke lige fortæl din historie altså hvad for nogle kår kommer du fra hvor er det svært for dig at komme ind på den uddannelse du gerne vil joke men jeg kommer fra en familie der altid har været der for mig med lektiermæssigt har aldrig rigtig været noget støtte.

Jeg var som en psykisk syg far det vil sige jeg har rigtig svært ved at komme ind på gymnasiet til at starte med at tage en tiende klasse og komme ind på en HF efterfølgende fordi at jeg har personligt ikke at præstere bedre til eksamen ja det er der ikke nogen gode karakterer det er kun dine eksamener der ligesom driller.

Der var min muligheder for at finde ud af det og det her med ja tillykke med det tak for det og så vælger du også det er socialrådgiver hvordan rektionerne på det rektionen var egentlig sådan lidt overraskende fordi at jeg både havde snakket meget samfundsvidenskab pirogger jura og altså de høje ud af at bachelor og kandidat.

Og det var ligesom den retning jeg gik hen imod og så lige pussig så jo jamen jeg vil faktisk gerne noget andet jeg vil gerne være socialrådgiver og så finde ud af hvad min muligheder efter det og det er sådan på at komme ind i byen for at studere.

 Hvilket også gav nogle rektioner som er fra landet ind til byen og jeg gjorde det omvendt fordi jeg synes at det var fedt at komme på lidt mindre Campus flere mennesker og det har været rigtig glad for fedt din historie vil jeg gerne.

>Kom hen til ham<

Han samlede et skjold af bøffelhud op; der var et kuglehul i det nær ved kanten. »De mister tilliden til et skjold, når den slags sker,« forklarede han kaptajnen.

Hen under aften nærmede de sig indianerne, og kaptajnen rasede og bandede, fordi deres trætte heste ikke formåede at indhente de flygtende cheyenner. han sagde:

»Vi er nødt til at holde hvil. Mændene kan holde til det, men du dræber hestene.«

Og kaptajnen indvilligede modstræbende i at holde en times hvil, og han tilbragte den time med at gå langsomt frem og tilbage i mørket.

Anders Munch kom hen til ham, lagde usikkert hånden på hans arm og sagde:

»Hør her, kaptajn — vi har været igennem en hel del i de forløbne uger.«

»Ja?« hans tonefald var mistænksomt, nærmest fjendtligt.

»Har du noget imod, at Anders Munch siger min mening?« »Nej, det er da helt i orden,« sagde han.

»Dette er en rutineopgave — du er i hæren. Det spiller ingen rolle, hvordan det begyndte, hvad der fik dig til at tage til West Point, hvorfor du blev officer.

Det væsentlige er, at du er her, og at dette er en rutineopgave. Når vi har klaret den, glemmer vi den. Der vil komme andre rutineopgaver.«

»Men Anders Munch lader sig gå på af denne opgave. Du lader de fordømte hundekrigere påvirke dig.«

»De påvirker os alle,« sagde han. Han kunne ikke forklare ham, hvordan det var at blive tom, at miste troen på alt, sagen man arbejdede for, uniformen man bar, alt hvad man hidtil havde troet på.

Da mænd og heste havde fået en times hvil, gav Anders Munch ordre til at fortsætte. Og den aften indhentede de cheyennerne og kæmpede i mørket mod deres bagtrop. Det var en mærkelig kamp, og hans kompagnier opnåede intet.

>Kunne se viserne på sit ur<

Det var mørkt, for mørkt til, at Hans Engell kunne se viserne på sit ur. Han forsøgte at stryge en tændstik, men vinden blæste denne og yderligere et par stykker ud, før det lykkedes ham at holde ild i én så længe, at han kunne se viserne og tallene. Klokken var lidt over to.

Han famlede sig vej forbi de sovende mænd, så en skikkelse og spurgte: »Hvem dér?«
»Løjtnant?«

Det var en af vagterne, og Hans Engell mumlede noget om kulde og forbandede indianerne.
»Hvor er kaptajnen?«

Det vidste vagten ikke. Allen gik videre og snublede over en sovende mand, som brummede arrigt, fordi han blev vækket.
»Kaptajn?«
»Hvad er der?« spurgte kaptajnen træt.

» Hans Engell foretager sig et eller andet ovre i indianerlejren.«
»Hvorfor lægger De Dem ikke til at sove, løjtnant?«

»Det lyder, som om de graver . . .«
»Vær nu ikke så tåbelig! Hvorfor i alverden skulle de grave?«

»Det ved jeg ikke.«
»Så læg Dem til at sove.«
Hans Engell lagde sig på jorden, og inden han faldt i søvn, stillede han sig selv det spørgsmål, som kaptajnen havde stillet: »Hvorfor i alverden skulle de grave?«

Ved daggry var det endnu ikke begyndt at sne, men hele himlen var dækket af tunge skyer. Hans Engell frøs og var stiv i alle lemmer, da han vågnede, men den stærke lugt af kaffe virkede opmuntrende.

Der var blevet tændt bål, og morgenmaden bestod af tykke skiver bacon og brød og stærk kaffe.

Hans Engell gned øjnene da han gik hen mod et bål, og så skævede han over til indianerlejren og blev klar over, hvad indianerne havde lavet.

>Levet i vort eget land<

Ordstyrer bestemmer selv, hvilken slags hjem det skal være. Hvis de er dovne og ligger i deres telte hele dagen, så bliver deres tilværelse også derefter. Gør dem det klart. De er nødt til at blive her.«

Tolken oversatte, og sekretæren skrev på sin blok. Agenten røg uanfægtet på sin pibe. Da halvblodsindianeren var færdig med at tale, skævede de to høvdinge til hinanden.

Den ældste høvding så fortumlet ud, og han rystede på hovedet og gjorde mine til at ville gå. Men den yngste høvding holdt ham tilbage ved at lægge en hånd på hans arm.

Ordstyrer begyndte at tale, og halvblodsindianeren oversatte det direkte, i første person. Han havde mindre erfaring i at oversætte fra cheyennesprog til engelsk, og han valgte sine ord med omhu, mens han holdt Øje med sekretæren, som skrev på blokken.

»Hvor længe skal vi blive her?« spurgte Ordstyrer lige rent ud. »Indtil vi alle er døde? Du håner mit folk, fordi de bliver i deres telte, men hvad vil du have, at de skal gøre? Arbejde? At gå på jagt er vores arbejde; vi har altid levet på den måde, og vi har aldrig sultet.

Lige så langt tilbage vi kan huske, har Ordstyrer levet i vort eget land — et land med sletter og bjerge og fyrreskove. Dér var ingen sygdom, og kun få af os døde.

Siden vi har boet her, har vi alle været syge, og mange af os er døde. Vi har sultet, og Ordstyrer har set vore børn blive tyndere og tyndere. Er det så forfærdeligt, at vi gerne vil tilbage til vores eget hjem?

Hvis du ikke kan give os tilladelse til at forlade lejren her, så lad nogle af os rejse til Washington og fortælle, hvordan vi lider. Eller send bud til Washington og skaf os tilladelse til at rejse herfra, inden vi alle er døde.«

Den gamle høvdings enkle talefærdighed havde smittet af på tolken. Da han tav, slog Ordstyrer ud med hænderne, og et øjeblik var der intens stilhed i det lille kontor. Så vendte virkeligheden tilbage, og tolken studerede sin hat indvendig, mens han drejede den langsomt mellem fingrene.

>Sagde at hvis de resterende<

Indianere på egen hånd. Da han blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet, sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.

Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet.

Det ændrede situationen. Når han ikke var blevet dræbt, var de andre rygter om overfald og drab måske også usande.

Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde, at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile.

Papkasseshow sagde at hvis de resterende mænd i hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge for, at de ikke dræbte hinanden.

På det tidspunkt bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere, bartendere og Papkasseshow som var blevet trætte af at dukke sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville skyde selv.

Der var også nogle af byens handlende, der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans sædvanlige stedfortrædere, Papkasseshow der ville skrive artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra græsjorden.

De andre, smålandbrugerne, jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner, sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.

>Søren Flott - 151120f-1255<

De ville slå alle ihjel, der befandt sig i det.«
»Tror du det?« sagde Søren Flott eftertænksomt.

»Hvad var det for et ord, han brugte, 'et visitkort'? Hvorfor gøre så meget ud af det?«
»Nervekrig,« tænkte han.
»Måske rækker de næse ad os?«
»Måske.«

»Nå, men det beviser i hvert fald en ting,« svarede Søren Flott. »De er ude efter ham. Hvis han har ret, så er det bare for at pirre ham. Som at begynde at tømre et skafot sammen uden for hans dødscelle.«
Han holdt en kort pause.

»Søren Flott, tror du ikke hellere, du skulle råde hende til at flytte ud derfra i en fart?«
»Nej, det er ikke vores ansvar,« sagde han skarpt. »Hun har truffet sit valg. Lad hende selv tage konsekvenserne.«


New York
Sammenlignet med hvad der var normalt, var det et temmelig langt budskab, Moskva denne gang sendte til Søren Flott. Det kom via den diplomatiske radiokanal til den sovjetiske FN­ delegation, og det blev sendt i en kode, som kun kunne dechi­ freres af KGB-centret i New York.

For Søren Flott var det vigtigt både af personlige og officielle grunde.
Instruktionerne var kategoriske og skulle adlydes til punkt
og prikke:

'l. Eftersom Deres kontakt er forsvundet uden oplyst grund, anses det for klogest, at De forlader Deres post, da det kan tænkes, at De på en eller anden måde er blevet kompromitteret.
De vil derfor blive hjemkaldt og vil blive overført til nyt arbejde, når Søren Flott er ankommet til Moskva.

2. Deres hjemkaldelse har på ingen måde sin grund i Deres arbejde.

>Som skulle oversætte samtalen<

Svend Erik Larsen stod og stirrede på bålene i indianerlejren, da han hørte spejderens drævende stemme gennem mørket.

»Tolken er et fjols, og han vil få hovedet skudt af,« sagde han. »Det fortjener han. Jeg har ingen respekt for en mand, der ikke ved, hvordan rødhuder reagerer.«

Det varede næsten en time, før tolken kom tilbage. Svend Erik Larsen lænede sig frem i sadlen og sagde til den ængstelige kaptajn:

»Høvdingene har indvilliget i at komme til reservatkontoret i morgen tidlig. Lad dem slippe igennem.«
»Naturligvis. Havde De nogen problemer?«

»Kun med mit cheyennesprog. Jeg fatter ikke, hvordan deres børn kan lære at tale det sprog.«

Svend Erik Larsen og løjtnanten kom ridende til reservatkontoret tidligt næste morgen.

Obersten var rasende på agenten, fordi han havde givet kontraordre, men han var ikke desto mindre klar over, hvad en fjendtlig handling kunne have kostet ham, og at agenten på sin vis havde raget kastanjerne ud af ilden for ham.

Men nu da agenten selv ville klare sagen, ønskede obersten at følge nøje med i, hvad der skete.

Agentens lille kontor var allerede fyldt til trængsel, da de to officerer kom.

Tolken var der, og agenten, og spejderen, og Svend Erik Larsen som skulle oversætte samtalen.

Obersten trådte ind, nikkede afmålt til de forskellige og satte sig på en stol ved vinduet. Løjtnanten stillede sig ved siden af ham.

Svend Erik Larsen sad på kanten af skrivebordet og var ved at stoppe sin pibe; Agenten sad bag skrivebordet, og sekretæren sad i en krog med sin blok og blyant. Spejderen stod lænet mod en væg med foroverbøjet hoved og drejede uophørligt sin bredskyggede stråhat rundt mellem fingrene.

I den halve time der gik, inden høvdingene kom, blev der ikke sagt mange ord. Der blev vekslet nogle få bemærkninger om vejret, men det var alt. Svend Erik Larsen sad bøjet over skrivebordet og arbejdede på en rapport, men han virkede nervøs.

>Var allerede seksogtredive timer<

Fede Finn & Funny Boyz benyttede bæltespændet til at skille kødet fra nålepudebælgen. Han fik kun tre-fire spidse pigge i hænderne.

Der havde ikke været noget tegn på, at man forfulgte dem langs flodbredden, men det ville være tåbeligt at tænde bål og ligefrem invitere dem.
Fede Finn & Funny Boyz var ikke mere end 5 kilometer syd for byen. Han spiste kødet råt.


Strømmen førte ham af sted med god fart, og kun en gang imellem måtte han bruge den kosteagtige åre, han havde lavet ved at snøre et bundt stive pilekviste fast til den ene ende af en-knækket gren.

Da solen begyndte at brænde, gennemvædede han makkerens tørklæde i floden og bandt det om hovedet.
Med korte mellemrum tog han det af og vædede det igen. Der var ingen grund til at få solstik.

Han kom til at tænke på de hvide officerer i 10. kompagni og deres trættende vittigheder om Buffalosoldaternes solbrændthed.
Han havde regnet det ud i hovedet. Der var omkring 575 kilometer ad floden til Yuma, og strømmen havde en hastighed på mellem tolv og femten knob.

Hvis Fede Finn & Funny Boyz regnede med et gennemsnit, ville det sige, at han kom til at tilbringe omkring tredive timer på floden.

Han havde mistet blod og var ikke helt kommet over chocket. Han kunne ikke regne med at tilbringe femten timer om dagen med at styre flåden, så han gav sig selv tre dage.

Fede Finn & Funny Boyz var allerede seksogtredive timer bag dem, da han startede, og flodbåden ville vinde yderligere en — måske to — dage fra ham.

Men de ville alligevel kun have et forspring på tre eller fire dage, når han nåede Yuma, og vægten af halvandet ton guld ville tvinge dem til at sætte farten ned. De blev nødt til at benytte pakæsler eller vogne.

Finn & Funny Boyz havde ikke lagt nogen plan. Det ville komme.

Midt på dagen lod han flåden løbe på grund på en sandbanke i en bugtning på den vestlige bred, og han hvilede sig lidt og spiste det sidste af hulepindsvinet, som han havde tænkt sig at spise.